Fordi det ikke var fermenteret før…

Det lyder lovende! Det er skønt, når et affaldsprodukt ikke bare kan genanvendes, men ovenikøbet er sundt, kan erstatte mere klimabelastende produkter som soja og produceres lokalt.

Jeg vil langt hellere gå en tur ved en solcellepark eller vindmøller end i en død, insektløs natur præget af skiftende ekstremvejr med tørke og oversvømmelser. En solcellepark larmer jo heller ikke…

Tillykke! 🤘🎈

Det er dejligt med et godt sted at være, med go’ stemning 😊

Go’ ide 🙂 om ikke andet kan det være han ved hvad de gode forbindinger hedder.

Jeg har brændt mig mange gange (jeg er åbenbart heldig på den måde), så ud fra min egen erfaring vil jeg sige, at du har en andengradsforbrænding. Gør det stadig ondt? Sørg for at holde det under koldt vand.

Dit brændemærke er heldigvis ikke så stort, men en vigtig ting ved brændsår er, at du kan miste væske gennem huden. Hold det koldt, indtil det ikke længere gør ondt – om det er frosne ærter eller noget andet, er lige meget.

Hvis du har prikket hul på en eventuel blære, skal du sørge for at holde det rent. Har du ikke prikket hul, så lad være – det anbefales ikke.

Jeg ville ikke tage til lægen med det her. På apoteket kan du få noget gaze, der ikke hænger fast i såret, og det er alfa og omega, medmindre du er fan af smerte.

Men altså, den generelle anbefaling er nok at det tilses af en læge…

😅 hov… *tid - selvom du nok har ret i det alligevel ikke er helt forkert

Stort tillykke! Det lyder som en dejlig tis i går i møde 😊

Synes de har valgt et lidt dårligt eksempel i overskriften… kedsomhedsspisning kan jeg også selv være henfalden til.

Men her er ikke overvægtige eller almindeligvægtige mennesker der giver sunde råd og coaching til vægttab… men MEGET tynde piger, der også deler råd som “vis du er sulten, så børst tænder i stedet” (fra atiklen) og siger man ALTID kan blive tyndere…

Man er dog ikke forpligtet til at oplyse, om man har børn til en jobsamtale.

I de fleste overenskomster har man faktisk ikke ret til barns første sygedag, hvis det vurderes at være en væsentlig ulempe for arbejdsgiveren. De fleste arbejdsgivere er dog kloge nok til at imødekomme det – for hvad er alternativet?

Hvis jeg fornemmer, at mit barns sygdom kan trække ud over to dage (og pasning af familie ikke er mulig) melder jeg mig selv syg og jeg har ikke dårlig samvittighed over det.

Det så 100% i orden 😁 håber din flytning kommer til at gå godt og knidningsfrit!

Jeg er ikke helt sikker på, hvornår det præcis var oppe, men det er i hvert fald over otte år siden.

Det fik en smule mediedækning, men jeg husker det nok især, fordi mit daværende arbejde talte om at starte en afdeling for personer ramt af anoraksi.

En artikel på pædagogen vis man er mere nysgerrig link kan desværre ikke se datoen.

Jeg tror ikke de er en ting mere i det format, men er ikke sikker.

Kan I huske, da “Anna-sider” var en ting? Det lyder næsten som det, der trender på TikTok nu.

For dem, der ikke kender til Anna-sider: Det var hjemmesider, der glorificerede ekstremt tyndhedsidealer – ofte på et sygeligt niveau. Der blev delt “thinspo”-billeder og givet råd som: “Tag en smøg, hvis du er sulten,”

Det er kedeligt at hører det har fundet et nyt medie at dele “inspiration” og skabe et skadeligt fælleskab over…

Edit: *Ana-sider

Jeg tror ikke, gaming i sig selv er et særligt stort problem i den sammenhæng. Jeg faciliterer en gamergruppe på mit arbejde, og blandt de unge er der faktisk en ret ligelig fordeling mellem drenge og piger – dog med en vis overvægt af drenge i perioder.

Jeg har selv gamet siden jeg fik fingrene i min første computer, og senere en konsol (jeg er 39 år og kvinde) Dengang var det lidt sværere, fordi der ikke var så mange piger, der gamede. Lan-fester var ofte en slags drengeklub, hvor det nogle gange kunne blive akavet, når jeg trådte ind. Sådan oplevede jeg det ihvertfald dengang.

Jeg tror, problemet i højere grad handler om, hvor hurtigt negative fællesskaber med simple regler kan opstå og sprede sig. Hvis man føler sig alene, ensom og trådt på, kan fællesskaber med kvindehad – og andre former for had – fremstå som nemt tilgængelige og trygge at træde ind i. De kræver ikke meget af én, og man behøver ikke anstrenge sig for at forstå dem. Jeg tror ikke, at mentalt sunde mennesker i trivsel tilslutter sig den slags miljøer.

I mine pigers SFO har de et rum med et “øre” hængende – det fungerer som en støjmåler. Lyser det grønt, er alt fint. Gult signalerer, at lydniveauet er belastende, og rødt betyder, at larmen er for høj – så høj, at børnene burde dæmpe sig. Jeg har dog kun set den vise andet end rødt, når børnene er udenfor!

De voksne reagerer ikke på det – ikke fordi de er dårlige pædagoger, men fordi de ganske enkelt ikke kan være over det hele hele tiden. Derfor virker “øret” umiddelbart som en slags pseudo-løsning det meste af tiden.

Det lyder jo umiddelbart fint med retningslinjer. Men helt ærligt: mange velmenende råd er ligegyldige, så længe børn skal navigere i stadig større børnegrupper med færre voksne – fra vuggestuen og helt op til skolens afslutning. Jeg tror ikke, et barn på ni år får tinnitus af for høj musik i høretelefonerne eller fuld lyd på matematik-app’en. Det kan i hvert fald ikke være hele forklaringen.

Siden det er mindst én gang om måneden han har grædende mennesker i telefonen så føler jeg det er gode bud…

Må også medgive at den er lidt små ulækker.

Måske var vedkommende ved at flytte og de har ødelagt alle flyttekasser, så bunden med alle værdiggenstande faldt ud. Så nu skal han både rydde op, købe nye kasser og har mistet den uerstattelige krystal tiara fra sin tip oldemor.

Hvis det ikke er en overdrivelse, så tror jeg, vores psykiske velfærd som samfund har brug for et langt større kram, end jeg først havde troet 😅

Jeg forstår din pointe, men jeg vil stadig advokere for, at det ikke handler om, at folk i kategorien “psykisk sårbare” får mere end dem i kategorien “ældre”. Begge områder er udsultede – selvom en artikel som denne kunne give indtryk af noget andet. Jeg har skrækkelige historier om kommunalt svigt inden for både psykiatri, handicap- og ældreområdet.

Sidste år blev der indført yderligere begrænsninger for, hvad en pædagogisk støtte i hjemmet må. Samtlige borgere blev skåret i tid. Har en borger fået bevilliget under én times ugentlig støtte, må jeg slet ikke møde op hos vedkommende, så står den på skærmbesøg – alt sammen for at spare ressourcer. Jeg må ikke følge nogen til lægen, og slet ikke gå med ind, selv hvis de lider af massiv angst og har en kræftknude på størrelse med en fodbold. Jeg må heller ikke løfte nogen form for praktiske opgaver såsom oprydning, madlavning eller opvask – jeg må kun guide borgeren til selv at gøre det, og hjælpe dem med at opsætte rammerne for bedring.

For mig handler det ikke om en skæv fordeling, men om en generel nedprioritering af vores udsatte grupper, unge som gamle.

Hvis hun får bevilget støtten, tænker jeg, at der ligger mere bag.

Derudover gives der som udgangspunkt ikke pædagogisk støtte til ren administration, da det ikke betragtes som en pædagogisk opgave. Til gengæld kan hun få støtte til at strukturere og organisere sin hverdag samt udvikle systemer, der tager højde for hendes diagnose. På den måde kan hun gradvist opnå et bedre overblik og sammenhæng i sin dag – hvilket netop er en typisk pædagogisk støtteopgave.

Jeg kan godt få det indtryk, at hende og hendes sagsbehandler har brug for en forventningsafsteming.