• 0 Posts
  • 37 Comments
Joined 3 months ago
cake
Cake day: February 18th, 2025

help-circle
  • Bønner og linser kan altså også bare meget, også uden at være den primære proteinkilde i en ret! Det giver meget fyld for ikke særlig mange penge. Hvis jeg havde vidst hvor glad jeg var for bønner, da jeg var studerende, havde mit SU-lån været en hel del mindre…

    Jeg mener, vi overfører sammenlagt 7.500 kr. til madkontoen hver måned, og så er tendensen, at vi sparer måske 1.000 op om måneden. Nogle gange mere, nogle gange mindre. Vi er også 4 - to voksne og så en seksårig og en niårig. Alderen på børnene kan spille ind? Jeg forestiller mig, at der på et tidspunkt kommer en teenagereffekt, hvor de lige pludselig spiser helt vildt meget mere, og hvor de begynder at tage mere af de dyre ting.

    Det jeg synes er sværest ved at holde det billigt er at gøre det uden at gå på kompromis med noget andet. Jeg vil gerne holde det billigt, så jeg planlægger og køber på tilbud, og så undværer jeg også, når noget ikke gider komme på tilbud. Det er fint nok. Men jeg vil også gerne have økologi, og jeg vil gerne undgå, at mine børn propper sig med alt for meget ultraforarbejdet crap. Og så vil jeg også gerne handle lokalt, så ting ikke er transporteret så langt, og jeg vil gerne støtte danske og europæiske firmaer frem for amerikanske. Så begynder det sgu at være kompliceret at købe ind!


  • Jeg er vokset op langt mod nordvest. Hele min familie taler dialekt og kan være svære at forstå for folk, der ikke er lokale, og jeg lærte først at tale rigsdansk, da jeg kom i skole, men så skete der et eller andet i de små klasser, og jeg taler desværre ikke dialekt på den måde mere. Jeg har simpelthen glemt det, fordi der var en periode i mit liv, hvor det ikke var sejt. Og så tror jeg også, det ville have været svært. Mit vestjyske var jo aldrig klar til at tage med mig på uni eller på arbejde foran en computer. Måske har nogle vestjyder i dag et ordforråd, der godt kan snakke om den slags - men jeg havde i hvert fald ikke. Det er sørgeligt, synes jeg, og jeg ville ønske, at de unge var bedre til at fastholde dialekterne, end jeg har været, men jeg ved ikke, hvad jeg selv skulle have gjort anderledes.


  • Meget af det handler også om sådan… følelsen i munden. At man tygger i noget. Og det er der meget, der kan bidrage med. Brun champignon, soltørrede tomater, linser osv. Og ja, man kommer allerede langt ved at bruge mindre kød og mere grønt.

    Men jeg ved også godt, at det er et spørgsmål om overskud, ikke kun økonomisk. Jeg kom ikke selv fra et barndomshjem, hvor man var særlig eventyrlysten i madlavningen, og det kan der være mange grunde til, at man ikke er. Måske er der behov for, at man laver nogle initiativer, der kan lære folk, hvordan man faktisk laver god, billig mad - så de finder ud af, at det ikke er farligt eller svært, og at vegetarmad sagtens kan de samme ting, som de godt kan lide ved kød.

    Jeg brugte i øvrigt halloumi for første gang for nyligt, og det var bare MEGAgodt! Jeg havde det virkelig som om… hvorfor har ingen fortalt mig, at jeg kan putte stegt ost i en gryderet??


  • Mit råd vil nok være at lægge jer fast på elværktøj fra et enkelt mærke, for så kan man bruge batterierne til flere ting, og de kan nærmest stå for halvdelen af prisen. Jeg har nogle forskellige ting, bl.a. boremaskine, fra Bosch, og der er ikke noget i vejen med det, men senere ville jeg have en buskrydder og motorsav på el, og det eneste mærke jeg kunne finde med nok power var Makita, så nu har jeg værktøj fra de her to forskellige systemer. Det er ikke verdens undergang, men det havde været billigere, hvis jeg havde lagt en plan noget tidligere. Så kig evt. på hvordan behovet bliver på sigt og vælg så et mærke, der har de ting I gerne vil have, også selvom der går et par år, før I gerne vil have dem.


  • Jeg kan godt synes, at snakken om det er lidt skørt vinklet. Alt det der “enlig mor henter børn til fodbold og kører hjem og laver spaghetti og kødsovs”. Og det er ikke kun Mette F, der snakker som om, at hvis man er en børnefamilie, så har man automatisk et nødvendigt behov for oksefars.

    Jeg laver al mad hjemme hos os, og der er både lasagne og burgere og bolognese, og det kan man altså virkelig sagtens lave af grisefars eller kyllingefars, alt efter hvad man lige finder på tilbud, og hvis man er lidt moderne, kan man altså lave bønnebøffer og linselasagne og hvad ved jeg, uden at børnene overhovedet lægger mærke til, at de spiser noget andet end ko.

    Jeg er specielt det sidste års tid begyndt at skære meget ind til benet med den slags (og ret skal være ret - jeg går også efter tilbud og køber stort ind, når noget er billigt), så jeg ikke bare på automatik køber oksefars, fordi det er det jeg plejer, og selvom alting er blevet helt vildt meget dyrere så er vores udgifter til mad faktisk faldet. For et par år siden var det ikke unormalt, at en måned endte med, at der lige skulle overføres et par tusinde ekstra til madkontoen. Nu sparer vi typisk lidt op på den i stedet. På trods af større børn. På trods af prisstigninger.

    Det er bare for at sige… jeg er med på, at alting er dyrere, og at det for mange er svært, og at de allerede har sparet hvor der kan spares, og nu kan der ikke spares mere, men hvis man synes, at alting er for dyrt, og man alligevel står og kigger efter ko i køledisken, så har jeg altså et rigtig godt sparetip :)


  • Vores strøm ude i udebygningerne må være tilsvarende det, du startede med. Det kører på samme serie som køkkenet, hvilket også betyder, at hvis man kører varmekanon i værkstedet, mens man bruger en elkedel i køkkenet, så går relæet. Det sker ikke tit, men når det gør, er det træls. Jeg har desværre overhovedet ikke evner til at lave strøm selv. Jo, jeg kan sætte en lampe til og ordne ledninger i muffer og stik og den slags, men derudover bliver det uansvarligt.

    Mht. at flytte rundt så er det nok ja og måske :) Huset har et bryggers på sydsiden nu, som der er gennemgang gennem for at komme til mange andre rum, og som desuden er fyldt med vandafbryder og gulvvarmestyring og den slags. Det er derfor svært at konvertere til andet. Der hvor jeg ville have lavet bryggers i stedet er i dag et værelse, og det kan på sigt godt ændres til bryggers, så der bliver lavet en dør på nordsiden, men pga. gennemgangen i det nuværende bryggers kan vi ikke bare bytte lige over. Vi ville ændre et værelse til et bryggers og et bryggers til et akavet overflødigt gangareal eller sådan noget. Dvs. der ryger et værelse på det. En betalt arkitekt ville sikkert kunne finde en fornuftig løsning. Det der med gårdspladsen er sikkert mere muligt, hvis bare man er ok med en hel masse gravearbejde, for der er fyldt med granitskærver i gårdspladsen i dag.


  • Vores er fra 1920’erne og så er bygningen som gildesalen ligger i fra omkring 1960. Beboelsen har så fået den store tur i starten af 00’erne med ny isolering i gulvet og nye indermure osv. Det jeg undrer mig mest over her er, hvordan man har valgt at lave rumfordelingen på det tidspunkt, når alt alligevel var gravet op. Man kunne have lavet parkering på husets nordside ud mod vejen og lavet bryggers på den side, men det har man ikke gjort, så nu har vi gårdsplads på sydsiden af huset, som ligger væk fra vejen, hvor der ellers rigtig fint kunne have været terrasse og baghave.

    Fedt at I har så ny en lade :) Vores udebygninger er sådan… tvivlsomme. Et hul i hjørnet med jord i. Al strøm er lavet i serie, så man ikke bare kan sætte ledninger i, men man også skal samle det med en anden ledning, for ellers forsvinder strømmen i naborummet. Det er svært at sætte ting fast i væggene, fordi det er pudset med noget, der er helt vildt porøst. Så det er bare gennemgående noget bøvl.


  • Ja, vi begrænsede os vildt meget ved at låse os fast på et område. Vi valgte at prioritere at bo tæt på familien, og det er vi også rigtig glade for at have gjort i dag. Så det endte godt.

    Det “gode” ved vores gildesal er, at den ligger i den tidligere stald, der ligger ud mod marken. Vi har andre rum end det, der kan være værksted og opbevaring i, men de grænser ikke op mod marken, og de har ikke døre eller porte ud. Og det er det argument jeg bruger for, at vores ældste desværre ikke kan få en hest :)

    I det hele taget når man overtager et gammelt hus, så overtager man jo også bare generationers gode og dårlige beslutninger. Der er så mange ting ved vores, hvor jeg ikke forstår, hvorfor man har gjort, som man gjorde. Ting jeg ville have gjort anderledes. Men det er også noget af det, der giver det sjæl.


  • Man får nok mere for pengene, men det er jo ikke sikkert at alt det man får for pengene er noget man gerne vil have :) før vi købte vores hus, havde vi besluttet, at vi ville bo i et bestemt område, og at vi ville bo på landet, så vi var i venteposition, indtil det rigtige hus dukkede op. Før vi fandt det, vi endte med at købe, så vi huse med så lave hoveddøre, at jeg skulle dukke mig for at komme ind, huse med 5 hektar mark flere km væk, huse med maskinhaller, vi ikke havde brug for, og jeg kunne blive ved. Vi endte med at købe et hus med en gildesal, og det er fedt de gange man holder en stor fest, men hvis jeg havde kunnet vælge, så ville jeg hellere have kunnet købe samme hus uden gildesal for færre penge. Men det kan man ikke.


  • Jeg har det på samme måde. Det er uhyggeligt.

    Jeg har spillet i bands og gået til koncerter i min ungdom og bare generelt behandlet mine ører hensynsløst - men det største hug mine ører har fået, som ændrede min tinnitus fra at være noget jeg kun kunne høre, når der var helt stille, til at være noget, jeg kan høre hele tiden, det var, at jeg var i cirkus summarum med mine børn. Jeg havde ikke ørepropper på, for det var jo for børn! Og jeg så heller ingen andre, der brugte det. Men hold da op hvor var det bare højt!

    Måske er der bare mere lyd på alting i dag, fordi man kan? Jeg mindes at historien om Beatles var, at de holdte op med at optræde, fordi publikum skreg så højt, at de ikke kunne høre sig selv spille, mens de var på scenen. Det ville jo aldrig være et problem i dag. Man putter bare nogle flere watt på og finder en større højtaler.


  • Vi har skægkræ og sølvfisk der hvor vi fodrer vores katte - og heldigvis ikke rigtig andre steder. Katte spiser jo så ved, at de tager pillerne ud af skålen og spiser dem på gulvet, og så efterlader de tit et par piller der. Når så man kommer derned, så er pillerne nogle gange fuldstændigt indpakket af skægkræ, der krammer pillerne fra alle sider i en scene, der er HR Giger værdi, og når jeg så kommer og rumsterer, så piler de ind under gulvlisterne. Jeg kan godt se for mig, at hvis det samme sker hvis man efterlader fx en stump brød på sit køkkenbord, eller hvis man tager en bog ud eller sådan et eller andet, så kan man godt med tiden blive lidt presset. Hvis de bare er klamme og alle steder, og man er magtesløs.


  • Jeg tror at det jeg mest hæfter mig ved det er, at en borger har fortalt om en personlig situation på de sociale medier, hvor en sagsbehandler har stillet hende noget i udsigt med udgangspunkt i de regler der nu engang er og har hjulpet hende med at sende en ansøgning, og nu er hun pludselig, om hun vil det eller ej, blevet et navngivet eksempel, som bliver brugt politisk til at pege på de ting, der er dårlige. Udnyttelse af systemet, snylteri på samfundet osv.

    Det er ikke en kvinde, der så vidt jeg ved selv har bedt om at komme i medierne, i hvert fald ikke med det her emne. Hun var bare glad for at have fundet ud af, at der var noget, hun kunne få, der ville være en hjælp. I vildeste fald har hun taget fejl, fordi hun har misforstået hvor meget hjælp der er at få.

    Jeg synes det er superupassende at politikere hænger folk ud på den måde. Det er allerede træls nok, at tonen på de sociale medier i forvejen er så fjendtlig, som den er. Nu kan man pludselig også blive et negativt eksempel i den politiske debat bare ved at poste offentligt om ens liv. Det ender med, at ingen der faktisk har erfaring med noget tør at stå frem. Det minder mig om debatten omkring Mai My Humaidan. Man går megahurtigt efter manden (kvinden) i stedet for bolden.

    Jeg synes i øvrigt også det lyder som meget med 15 timer. Måske tager hun fejl? Og jeg bryder mig ikke specielt meget om hele influencerkulturen, som hun åbenbart er en del af (jeg har ikke ellers hørt om hende før - måske lever jeg under en sten). Men det træder altsammen i baggrunden for det andet for mig.


  • Da det var værst havde jeg snurrende fingre og fødder. Min krop lavede sådan tilfældige spjæt, og jeg fik tics - ligesom dem man kan få ved øjet - over det hele. Både sådan fx en finger, der rokkede uden jeg kunne styre det og fx mine lægge, der tit simpelthen bølgede af små sammentrækninger over det hele. Derudover rystede jeg så meget på hænderne, at jeg kun kunne drikke af et glas, hvis jeg brugte to hænder. På et tidspunkt kørte jeg i grøften, og det var ellers helt udramatisk, men bagefter rystede jeg i hele kroppen i flere dage som hvis jeg var blevet efterladt i en fryser eller sådan noget. Mit system var simpelthen ved at brænde helt sammen.


  • Jeg begyndte at få forskellige andre symptomer, der stak i alle mulige retninger, men der gik faktisk lang tid, hvor jeg stadig spændte de der baller mere og mere sammen, mens jeg samtidig var bange for, at jeg fejlede en masse forfærdelige ting. Jeg blev blandt andet ramt af så voldsomme fysiske symptomer, at jeg blev henvist til neurolog. I sidste ende sygemeldte jeg mig først, da min kone sagde, jeg skulle. I dag ved jeg godt, hvad jeg skulle have mærket efter, og hvor tidligt, jeg skulle have sagt fra, men uden min kone var det nok endt med, at jeg var faldet om et sted.


  • Jeg har forstået nyheden sådan, at det i høj grad handler om, at mænd ikke anmelder de samme ting. Der er jo så to dele: ét er om de overhovedet sygemelder den samme stress, men det er også et spørgsmål om, hvorvidt de anmelder en faktisk sygemelding som en arbejdsskade. Jeg ved ikke, hvordan analysen har opgjort det. Måske regner de kun på det sidste?

    Jeg er selv sygemeldt med stress og har været det længe, og jeg var slet ikke klar over, at der var nogen grund til at kigge på, om det var en arbejdsskade eller ej. Måske har nogle fag bedre information om den slags end andre?

    Jeg har en terapeut, der engang har sagt, at mænd som regel har det værre, før de kommer til hende, end kvinder. Jeg ved også fra mig selv, at jeg meget længe slet ikke tænkte på mit liv som præget af stress. Jeg var selvfølgelig træt og havde hovedpine det meste af tiden, og jeg havde da rimelig travlt, men jeg havde jo ikke mere travlt end alle andre, som jeg så det, og jeg mente også, at nu var jeg jo voksen og havde familie og børn, og så var det bare ikke længere mine egne behov, der kom i første række. Det er nok også sådan, at jeg er en type, der ikke bryder grædende sammen. I stedet spænder jeg ballerne og håndterer ting på egen hånd, for sådan har jeg altid gjort. Jeg kender andre, som blev enormt grådlabile af stress. Hvis de begyndte at græde, når nogen spurgte dem, hvordan de havde det, så var det nok, lige meget hvad de ellers havde tænkt, et tegn på, at de ikke havde det så godt. Måske er tendensen, at der er flere blandt mændene, der gør som mig, og flere blandt kvinderne, der har en mere sund kontakt med deres følelsesliv?

    Mht. dig selv så synes jeg, du skal tage til lægen. Stress slider på en. Der er - kan jeg bevidne - ingen præmie for at være den, der venter længst tid med at gøre noget ved det :)


  • Nej, jeg hældte i en opvaskebalje og hældte direkte i kummen, for sådan gjorde vi da jeg boede i Kina for mange år siden, så det føltes som det man bare gjorde. Skænkede ikke cisternen en tanke! Men det er da oplagt at det ville bruge mindre. Har et gammelt toilet uden stort og lille skyl dog, så jeg ved ikke hvor meget mindre.




  • Jeg synes, at nogle af kravene er lette at leve op til for os, fordi vi bor på landet og har børn. Jeg husker helt klart en tid, hvor jeg boede alene og ville have svært ved at finde plads til mad til flere dage, men i dag tror jeg vi altid ville kunne have mad til mindst en uges tid uden planlægning, fordi vi alligevel køber stort ind, når der er tilbud, og fordi vi har plads til at opbevare lige så meget af tørvarer og konserves, som vi gider. Mht. madlavningen vil vi i tilfælde af manglende strøm kunne lave mad på bål, og det sætter selvfølgelig nogle begrænsninger, men vi har familie tæt på, som har gasovn, og egentlig ville jeg forvente, at vi i tilfælde af en krise alligevel samlede os der og poolede vores ressourcer.

    Vi har valgt ikke at indkøbe powerbanks, fordi vi kan lade telefoner osv. i bilen. Vi har haft snakket om generatorer og større batterier der giver 230 V, men jeg kan bare ikke rigtigt se brugsscenariet for mig med mindre man prepper ret luksuriøst.

    Mht. vand har vi 75 liter stående i dunke. Vi fik det faktisk prøvet lidt af for nyligt, fordi den lokale vandforsyning gik ned en aften. Til sidst blev toiletsituationen for meget for mig, og jeg skyldede ud med vand fra dunkene. Det tog faktisk 10 liter! Og det kan man jo godt blive lidt overrasket over. Det vil jo så være en ting, man ville være nødt til at nedprioritere i en rigtig krise.

    Der hvor vi ville blive lidt pressede var, hvis strømmen var væk i flere dage om vinteren. Vi varmer med varmepumpe, og det er jo i den sammenhæng ret sårbart. Vi har brændeovn, men den står ikke centralt, og man kan heller ikke varme mad på den eller noget i den retning. Det er helt klart en situation, som jeg ville prøve at fikse, hvis ikke det var fordi, at det var meget dyrt. Altså, man kan jo få et backup-fyr til brænde og så et batteri kun til styringen af fyret og cirkulationspumper osv. Ellers skal man ud i at lave sin egen strøm med enten solceller eller en lille vindmølle og så have sig et kæmpe batteri til det. Man ville jo så skulle lave et setup også, hvor man kunne slå forbindelsen til nettet fra. Ellers er man jo lidt vidt. Men hvis jeg en dag pludseligt blev rig, så ville jeg ikke vælge mellem de her løsninger - jeg ville installere dem allesammen :) men nok desværre ikke før det.